Valgprogram 2025

Valggrundlag den 18. november 2025

MERE DEMOKRATI – BEDRE VELFÆRD
OG EN STØRRE KLIMAINDSATS

Enhedslisten Gentofte arbejder for en kommune, der sætter fællesskab, retfærdighed og bæredygtighed i højsædet. Vi ønsker et Gentofte, hvor alle har lige muligheder, hvor der er mere demokrati, bedre velfærd og en markant klimaindsats


EN MARKANT KLIMAINDSATS OG MERE DIREKTE GENBRUG

• Gentoftes borgere skal forbruge mindre og gøre genbrug til en mærkesag.

• Den grønne omstilling kræver, at brugen af biomasse (træpiller, flis og halm) i fjernvarmen skal udfases. Biomasse fungerer som en ”grøn erstatning” for kul og gas, men den er ikke CO2-neutral.

• Direkte genbrug skal styrkes gennem lokale byttestationer, flere genbrugscentre og oplysningskampagner om bæredygtigt forbrug.

• Kommunen skal i højere grad end i dag afsætte penge til energirenoveringer af kommunale bygninger, og kommunen skal gøre en særlig indsats for at tiltrække grønne virksomheder.

• Det skal ikke være tilladt at få godkendt nedrivning af ældre boliger, der kan renoveres.

GØR GENTOFTE TIL EN ”CYKELKOMMUNE”

• Kommunen skal sammen med grundejerforeninger og Københavns Kommune arbejde for at nedsætte hastigheden til 60 km i timen på Lyngbyvej og opsætte flere støjværn.

• Kommunen skal fremme bedre vilkår for hverdagscyklister i Gentofte, bl.a. ved at vedligeholde, udbygge og forbedre cykelnettet og skabe et sammenhængende og sikkert cykelnetværk i kommunen.

• Der bør gøres en særlig indsats i forhold til børn og svage cyklister, bl.a. med etablering af sikre cykelveje for børn, så de kan køre sikkert på cykel til skole.

• Kommunen skal skabe flere cykelparkeringspladser, særligt ved skoler, stationer og indkøbscentre og nybyggede boligkomplekser og gennemføre kampagner for at fremme cykling som det foretrukne transportmiddel for både børn og voksne.

MERE BORGERINDDRAGELSE OG ET BEDRE LOKALT DEMOKRATI

• Borgerne bør få mere direkte indflydelse ved at indføre borgerforslag, som indebærer at kommunalbestyrelsen skal tage forslag op til debat, hvis der er 500 underskrivere bag forslaget.

• Kommunen bør oprette lokalråd og give dem høringsret og beslutningskompetence i forhold til udvalgte lokale projekter og lokale spørgsmål. Kommunen bør arrangere flere borgerhøringer i lokalområderne.

• Antallet af kommunalbestyrelsesmedlemmer skal hæves fra 19 personer til mindst 25, så flere vælgere bliver repræsenteret. Således kan man løfte kvaliteten af det politiske arbejde i udvalg og kommunalbestyrelse.

MINDRE ULIGHED OG FÆRRE FATTIGE BØRN

• Der bør indføres en kommunal strategi for bekæmpelse af fattigdom, der sikrer, at ingen børn vokser op uden basale muligheder. Der er i dag ca. 400 fattige børn i Gentofte. Antallet skal halveres senest i 2030.

• Kommunen skal sikre bedre økonomisk støtte til familier i udsatte situationer, gennem bedre økonomisk hjælp, flere ressourcer til rådgivning, pædagogisk støtte, psykologhjælp og ved at udvide adgangen til flere gratis fritidstilbud og skoleaktiviteter til nedsat pris.

• Der bør udvikles et særligt læringsprojekt med ekstra faglig og personlig støtte, der kan styrke undervisningen og trivslen i forhold til folkeskolens svageste elever.

• Gentofte Kommune skal udvikle en tydelig strategi imod ulighed og fattigdom og sætte navn og tal på de største ulighedsskabende problemer af socialøkonomisk, sundhedsmæssig og kulturel karaktér. Der skal formuleres præcise og målbare kommunale indsatser på de vigtigste områder.

BEDRE RETSSIKKERHED OG STØTTE TIL SÅRBARE FAMILIER

• Kommunen skal sikre retssikkerheden for borgere, der modtager hjælp fra kommunen ved at ansætte flere sagsbehandlere og socialrådgivere.

• Der skal gøres en ekstra indsats for at få flygtninge i arbejde enten i private eller i kommunale jobs.

 

EN BEDRE OG MERE VÆRDIG ÆLDREPLEJE

• Kvaliteten af ældreplejen og plejehjemmene skal styrkes gennem fastholdelse af kvalitetsstandarder og den årlige eksterne og uvildige kvalitetskontrol på området. Kommunen bør eksperimentere med ”samskabt tilsyn” (et lærende tilsyn), hvor borgere, pårørende og ansatte arbejder tæt sammen og er fælles om at sikre kvaliteten af ældreplejen.

• Køkkenerne på plejehjemmene og på de kommunens specialinstitutioner skal genetableres, så borgere og de ældre kan få sund og velduftende, økologisk mad.

• Personale til plejehjem og ældreplejen skal fastholdes og tiltrækkes gennem bedre arbejdsvilkår, f.eks. bedre normeringer, flere uddannelsestilbud, højere løn og mere tid til omsorg.

• Det frivillige arbejde og de pårørendes indflydelse skal styrkes via ansættelse af en pårørendekoordinator og etablering af et pårørendecenter i kommunen, der kan støtte og rådgive pårørende.

• Ja til flere valgmuligheder for de ældre – men ingen private plejehjem eller friplejehjem.

ET SUNDERE LIV MED HANDICAP

• Mennesker med handicap har generelt et dårligere helbred med flere smerter og mere kontakt med sundhedsvæsenet. Uligheden i sundhed mellem personer med og uden handicap i Gentofte skal være mindre.

• Der skal i kommunalt regi være et bredt tilbud af forebyggende og rehabiliterende  sundhedstilbud, der er gratis og tilgængelige for personer med alle typer handicap.

• Loftet over egenbetaling skal enten sænkes eller borgerne skal modtage større tilskud til medicin og behandlinger, som er nødvendige for personer med handicap.

• Der skal indføres en årlig helbredssamtale for personer med handicap i relation til tilbud  om opsøgende hjemmebesøg med særligt fokus på tilbud om deltagelse i relevante forebyggende tiltag og indsatser i kommunalt regi.

FASTHOLDELSE AF ANSATTE VIA ET BEDRE ARBEJDSMILJØ

• For at fastholde og tiltrække ansatte i kommunen er det nødvendigt at skabe et bedre arbejdsmiljø og en mere kvalificeret ledelse.

• På særlige arbejdsområder, hvor det er sværest at fastholde medarbejdere og tiltrække nye skal kommunen tilbyde højere løn, så Gentofte lønmæssigt kan konkurrere med bl.a. Københavns Kommune.

• Kommunen skal intensivere sit arbejde med efteruddannelse af ansatte, der skal have større indblik i sygdomme og diagnoser, så de ansatte kan skabe bedre restssikkerhed og en bedre og kortere sagsbehandling, så færre sociale sager havner i Den Sociale Ankestyrelse.

BEDRE TRIVSEL OG FLERE SOCIALE HENSYN I SKOLER

• Klassekvotienten på Gentoftes folkeskoler skal nedsættes fra 23,3 elever per klasse til landsgennemsnittet, der er 21.3 elever pr. klasse. Er der flere børn med særlige behov i den enkelte klasse, skal kommunen tilbyde to-lærer-ordninger.

• Der er behov for at etablere mere specialundervisning og særlige skole- og institutionstilbud for sårbare børn, unge og voksne i Gentofte. Kommunen skal samarbejde med andre kommuner om bedre og flere højt specialiserede undervisningstilbud.

• Kommunen skal gøre en øget indsats i form af flere ekstra-lærer-ordninger på de folkeskoler, hvor afgangsklasser karaktérmæssigt ligger under kommunens gennemsnit.

• Skolernes mobbepolitik og praksis skal udvides med en ”krænkelsespolitik” og dertilhørende handleplaner, så der skrides ind tidligt i mobning- og krænkelsesprocesser.

ET BEDRE KULTURLIV FOR ALLE

• Byens Hus skal have sin egen café, der drives med kommunal støtte. Cafeen skal kunne tilbyde lettere anretninger, kaffe, kage og servicere møder i huset. Cafeen skal kunne bruges til jobtræning for unge.

• Kommunen skal øge sit samarbejde med civilsamfundet, bl.a. via sociale partnerska-ber med sociale foreninger- og organisationer om støtte til udsatte unge og voksne.

• Kommunen skal i højere grad understøtte og udvikle særlige kultur- og fritidstilbud for sårbare børn og unge, der på grund af deres udfordringer ikke kan benytte de eksisterende fritids- og kulturtilbud.

• Der skal findes penge, så borgerne i Gentofte kan se flere film om måneden på Filmstriben.

STRANDSTI FRA TUBORG MOLE TIL CHARLOTTENLUND FORT

• Der skal etableres en kystsikring og en offentlig strandsti, der giver adgang til naturen og binder byens kystnære områder sammen, så det er muligt at gå og cykle langs kysten fra Tuborg Mole til Charlottenlund Strand.

• Strandstien/strandpromenaden bør være tilgængelig for alle – også ældre og menne-sker med handicap. Involvér borgere og foreninger i udviklingen af projektet for at skabe et stykke natur, der favner bredt og samtidig skaber en kystsikring til gavn for lodsejere og borgere.

POLITISKE SIGNALER

• Gentofte Kommune skal i sin indkøbspolitik boykotte varer der er produceret i ulovlige bosættelser, bl.a. på Vestbredden.

• Gentofte Kommune skal aktivt arbejde for at støtte modstanden mod folketingets budgetlov, der forringer kommunens muligheder for at udvikle kommunen til gavn for borgerne.

• Enhedslisten støtter ikke økonomiaftalen for 2026 mellem Kommunernes Landsforening og regeringen. Aftalen dækker ikke det efterslæb, der er på velfærden i kommunerne, og aftalen imødekommer på ingen måde behovet for investeringer i klimasikring, stormflod og stigende grundvand.

 

STEM PÅ ENHEDSLISTEN I GENTOFTE
NÅR DER ER KOMMUNALVALG DEN 18. november 2025

Hent valggrundlaget som pdf-fil

Valggrundlag Enhedslisten Gentofte (29.6 2025) Pdf