Vægterkorps i Gentofte Kommune!

Et nyt slagkraftigt politikorps i Gentofte Kommune!

   Den tidligere borgmester Hans Toft fremførte på spektakulær vis sit projekt ”Vægterkorps – Gentofte” i 2018-19, bl. a. med et indlagt opgaveudvalg hvor konklusionen var givet på forhånd. Ideen var angiveligt at italesætte et stigende problem med indbrud. Men nu skulle vi her få syn for sagen med en handlekraftig kommunalbestyrelse, et vagtkorps der skulle kunne tilkaldes og dokumentere inden tyven forlod gerningsstedet, og i øvrigt skulle skræmme potentielle lyssky elementer væk ved hjælp af tudehorn og skralder.

 Indbrud i private hjem er en skræmmende oplevelse, og naboer, genboer og generelt befolkningen bliver berørte og usikre hvis indbrudsstatistikken er stor og stigende, men dette er ikke tilfældet, tvært imod.

    Politiet har haft stigende problemer med at varetage opgaven med forebyggelse og opklaring på betryggende vis (opklaringsprocenten). Et problem tydeliggjort ved en politireform der reducerede mandskab og politistationer, samt på grund af en årelang 2% grønthøster besparelsesproces.

   Kommunens budget kan ikke indeholde millionstore udgifter til et nyt privat politikorps uden at påvirke den nødvendige kernevelfærd væsentligt, skoler, daginstitutioner og ældrepleje og meget mere. Kommunens budgetlægning er begrænset på både mellemstatsligt og regeringsniveau gennem finanspagt, budgetlov, serviceloft, anlægsloft og meget mere.

   Kommunalbestyrelsen vedtog forslaget den 27-5-2019, Enhedslisten stemte begrundet nej. En lydhør minister har i mellemtiden tygget på en tilladelse for at lovliggøre forslaget som indeholder ikke uvæsentlige retssikkerhedsmæssige problemer. Svaret fra ministeren indeholder ikke mulighed for at gennemføre forslaget som ønsket, så derfor har et flertal i kommunalbestyrelsen den 26-09-2022 vedtaget at fremsende høringssvar til ministeren. Radikale Venstre, SF og Enhedslisten stemte nej hertil.

Tage Christiansen

Medlem af Enhedslisten Gentofte